Historie

Foreningens historie:

 

I 2005 begyndte Beryl Tsang fra Canada som den første at strikke proteser. Efter at have fået fjernet sit højre bryst på grund af brystkræft, havde Beryl svært ved at finde en protese, der passede, og som hun brød sig om.

 

Da hun en aften skulle til fest, besluttede hun sig for at strikke en protese, der passede i hendes yndlingskjole og resultatet var fantastisk. - "En af mine veninder sagde, at mit venstre bryst fremstod næsten lige så ægte, som det højre. Hvortil jeg svarede, at det højre bryst altså var den strikkede protese", fortæller Beryl Tsang. Og hermed begyndte et verdensom-spændende projekt til hjælp for brystopererede kvinder i mange lande.

 

Tove Cravens, en dansker bosiddende i Illinois, USA, havde startet strikkegrupper i sit område og blev interviewet til det danske ugeblad "Hendes Verden" i begyndelsen af november 2013. Den artikel læste Pia Christensen fra Hvidovre. - "Den gik lige i hjertekulen på mig", siger Pia Christensen.

 

Pia strikkede en del i forvejen og tanken om at strikke for at hjælpe kvinder, der har været ramt af brystcancer, gav pludselig rigtigt meget mening.

"Jeg gik i gang med at strikke og fik langsomt kontakt til brystopererede kvinder, som gerne ville prøve disse fnuglette proteser", oplyser Pia.

 

"Den første kvinde, der kontaktede mig, var Astrid Nørgaard Steen. Astrid er selv brystopereret og har fået flere fnuglette proteser, som hun er meget glad for. Hun hjalp mig med at oprette Facebook gruppen: ”Bløde strikproteser for brystopererede kvinder” i december 2013, og i løbet af et par måneder havde gruppen fået 140 medlemmer."

 

Pia sendte et opslag med information om projektet til alle landets hospitaler. Opslaget fortalte dels om brystproteserne og efterlyste flere strikkere. Alle på nær ét hospital sagde ja tak til opslaget.

 

Flere af Kræftens Bekæmpelses lokalafdelinger har modtaget opslag, materiale og brystproteserne med åbne arme.

 

Frivillige strikkere begyndte så småt at melde sig ind i Facebook gruppen. Da det er et velgørenhedsprojekt, betaler strikkerne selv for garnet, og de brystopererede kvinder betaler kun for emballage og forsendelse.

 

Også i Danmark har projektet taget fart til stor glæde og lettelse for kvinder, som i længere tid har måttet døje med tunge, varme silikone proteser, fordi de ikke havde andre muligheder. Siden projektet blev startet i Danmark, er det udbredt til andre lande, fordi danske strikkere har venner og bekendte i udlandet, som de så deler opskriften med, og sådan spredes budskabet konstant videre. 

 

Proteserne vækker stor glæde, da de er fnuglette og meget mere behagelige end de tunge og varme silikoneproteser, som de brystopererede kvinder får udleveret. Så dette alternativ har disse kvinder virkelig taget til sig.

 

De strikkede proteser har den store fordel, at man kan have dem på i vandet, - de tørrer hurtigt og ændrer ikke form.

 

Pia Christensen

Foreningens grundlægger -

Pia Christensen fra Hvidovre

Copyright © All Rights Reserved